De fleste børn får epilepsimedicin. Det er meget forskelligt, hvornår barnet påbegynder denne behandling. Det må nøje vurderes i hvert enkelt tilfælde, hvornår generne af epilepsien er så store, at det berettiger til medicinering og de uundgåelige bivirkninger, der altid vil være ved medicinering. I de første faser er det næsten altid muligt at medicinere for epilepsi, så barnet stort set er anfaldsfrit. Senere tiltager epilepsien som regel, og der kan ofte blive problemer med at få tilpasset medicinen.

I løbet af sygdommen forekommer der mange kriser, bl.a. hallucinationer, som man på nuværende tidspunkt forsøger at dæmpe ved brug af sovemedicin og beslægtede psykofarmaka. Denne medicin indvirker på børnenes stemning og adfærd. I langt de fleste tilfælde bliver medicinen givet af hensyn til omgivelserne, d.v.s. lærere og pædagoger, plejepersonale og forældre. Kun i meget få tilfælde er medicinen givet af hensyn til børnene selv. Det er fuldt forståeligt, at folk, der arbejder med børn med Spielmeyer-Vogts sygdom, kører træt i de perioder, hvor børnene har det dårligt og derfor er mest irritable og konfliktskabende. Netop i sådanne perioder kan man godt sætte ind med medicin, der dæmper adfærden, man skal blot gøre sig klart, at det kun er en symptombehandling, der ikke løser børnenes midlertidige krise, men derimod noget man gør for at give omgivelserne en tiltrængt hvilepause.

Det er vigtigt at huske, at alle barnets kriser kræver en psykologisk/ pædagogisk behandling. Ved i højere grad at bruge menneskelig behandling frem for en medicinsk, er det måske muligt at undgå at påvirke børnene med en medicin, som ikke er livsnødvendig. Formålet, med at give pædagogisk behandling frem for medicinsk, er naturligvis et ønske om at give børnene en tilværelse, hvor de får mulighed for at udnytte alle deres sanser og evner. Der kan selvfølgelig være tilfælde, hvor en medicinering med psykofarmaka er den bedste løsning for barnet. Dog vil det altid være vigtigt hele tiden at nyvurdere barnets totale situation.