Barnets udvikling er gået i stå. Barnet kan stå på samme stadie i længere tid, måske arbejde sig op, indtil næste tilbageskridt sætter ind og barnet igen bliver dårligere.
Talen forringes gradvist. Sætningerne bliver kortere, ordvalget mere simpelt og talehastigheden er stærkt forøget. Barnet taler ofte uafbrudt og gentagelserne bliver hyppigere og hyppigere. Barnet er nu totalt afhængig af kendte personer for overhovedet at kunne kommunikere. Dette er katastrofalt for barnet, som formodentlig har et fuldt normalt indre sprog, men ikke er i stand til at formidle tanker og følelser videre.
De motoriske vanskeligheder øges også. Barnets gang bliver usikker og trippende og foregår stadig længere nede i knæene. Pludselige fald bliver en del af hverdagen. Værktøj o.l., som barnet tidligere betjente med lethed, falder til gulvet, når hænderne ikke længere modtager tydelige instrukser fra hjernen.

Blodcirkulationen forringes, børnene får kolde ben og fødder. Varme fodbade før sengetid kan være rart for barnet.
I denne fase lider de fleste børn af voldsomme hallucinationer. Årsagen til disse kendes ikke præcist, men for barnet er de meget realistiske. Omgivelserne bør behandle dem som en realitet og gøre en aktiv indsats for at befri barnet for dets angst. Det er vigtigt at vide, at hvis man forsøger at afhjælpe barnets hallucinationer v.h.a. psykofarmaka, er det kun barnets symptomer, man behandler. En pædagogisk og psykologisk indsats må altid forsøges.
Frustrationerne i barnets tilværelse øges og spørgsmålet "hvorfor?" bliver stadig mere påtrængende. En yderst hensyntagende hverdag er en nødvendighed, hvis vi skal beskytte barnet mod bare en brøkdel af de nederlag, som sygdommen medfører.